Maelkekvaeg_2

DET MENER VI OM

REGULERING

Regulering af mælkeproduktionen er ikke et spørgsmål om, men hvordan

Der vil ske en tilpasning af mælkeproduktionen, spørgsmålet er, om det bliver regelstyret eller markedsstyret
Alle aktører på mælkemarkedet er enige om, at der kun er én vej til en højere afregningspris på mælk, det er, at produktionen i verden skal falde. Ingen regner med pludselige og uforudsete stigninger i forbruget af mælkeprodukter, og derfor er det kun et fald i udbud, der kan få prisen op. Naturligvis forudsat, at onkel EU ikke pludselig genindfører kvoter eller finder på en anden støtteordning.

Standpunkterne lige nu
LDM og de andre producentorganisationer i EU har i snart lang tid argumenteret for en kriseregulering, der fjerner noget produktion på en kontrolleret måde, for eksempel en ophørsordning.
Mejerierne i Europa, især andelsmejerierne, vil hellere have oplagringsordninger, så de kan holde rørene fulde af mælk, beholde deres volumen og ansatte og i øvrigt optimere på omkostninger pr. kg mælk. Mange andelsmejerier virker mere interesserede i at udvide end i at indrette produktionen efter en omkostningsdækkende pris, indtjening pr. kg, eller hvad der økonomisk kan optimeres på.
EU-politikerne vil helst lade markedskræfterne råde. Lad falde hvad ikke kan stå, markedet skal nok indrette sig. Og i øvrigt stiger forbruget i verden med halvanden til to procent om året, og så gælder det om at være klar, så ”de andre” ikke tager markedet, når det viser sig. Derudover er politikerne villige til at betale penge til mejerierne for at finde nye markeder. Og endelig har EU i efteråret 2015, ekstraordinært doneret 500 mio. euro, svarende til 3,73 milliarder kr. til svine- og mælkeproducenterne via såkaldte nationale konvolutter.

Problemet
Prisen på mælkemarkedet er ikke bestemt på grundlag af den samlede produktion i forhold til det samlede forbrug i verden, men i væsentlig grad på den brøkdel af produktionen, der bliver handlet på verdensmarkedet. I runde tal handles produkter fra 50-60 milliarder kg mælk på verdensmarkedet. Handel internt i EU og USA udgør hver især et marked, der ikke tæller med i verdenshandlen. Alene Tyskland og Frankrig producerer tilsammen mere, end der handles på verdensmarkedet.
Prisen på verdensmarkedet og især på den del af mælken, der handles via børser, er blevet så betydende, og markedet er så globalt, at prisen på verdensmarkedet og især på børserne har stor indflydelse på især discountbutikkernes vilje til at betale for mælk, hvilket smitter af på hele salget til forbrugerne. Til sidst lander stigninger og fald på verdensmarkedet ude hos hver enkelt producent, stor som lille.

lagkage_verdensmarkedetNew Zealand er størst
Ud fra Eurostats seneste tal (ultimo 2015) kan man beregne, at New Zealand står for knap 40 procent af verdensmarkedet, når man ser på tallene for januar til september 2015. EU står for godt 30 procent, USA for cirka 15 procent og Australien for syv procent, og så deles de mindre aktører om de sidste procenter. For hele året må det forventes, at New Zealands andel stiger, idet landet sælger store mængder i årets sidste kvartal.
New Zealand står for en stor del, men til gengæld er deres mælkeproduktion lagt an på variable omkostninger, som betyder, at de producerer og giver tilskudsfoder og så videre, når der kan tjenes penge, og de sparer omkostninger, reducerer tilskudsfoder og golder tidligere, når fortjenesten er lav. Den taktik kan der jo ikke siges så meget til.
Den newzealandske produktion er stagnerende eller let faldende i 2015/16.

Amerikanerne har to støttesystemer
Amerikanerne er lidt mere problematiske. De har øget deres mælkeproduktion så meget gennem de seneste 20 år, at den nu ikke kun dækker hjemmemarkedsforbruget. USA er blevet et eksportland, og man forventer, at produktionen fortsætter med at stige.
Det amerikanske støttesystem, Farm Bill, omfatter blandt andet en garanti for, hvor lidt en producent risikerer at tjene på at lave en liter mælk. Deres Margin Protection Program (MPP) indeholder en næsten gratis forsikring, som alle kan gøre brug af og dertil en yderligere mulighed for at forsikre sig til større marginindtjening.
Amerikanske mælkeproducenter kan således overleve i lavprisperioder, selv om det måske ikke er sjovt. Samtidig har amerikanerne deres cwt-program (Cooperatives Working Together), som fra tid til anden støtter eksport af amerikanske mejeriprodukter, udelukkende med henblik på at holde den indenlandske afregningspris oppe.
De senere år har CWT støttet eksport af ost, sødmælkspulver og smør svarende til en mælkemængde på godt en mia. kg. pr. år, og man regner med, at det hæver den indenlandske afregningspris med cirka seks øre pr. kg. Der produceres i alt omkring 100 mia. kg i USA.

EU med dårlig timing
Udfasningen af mælkekvoterne viste sig at være timet rigtig, rigtig dårligt. Det endelige ophør faldt – ganske vist uforudsigeligt – sammen med, at Kina neddroslede importen efter at have forkøbt sig, og EU kom på kant med Rusland, som svarede igen ved at boykotte importen af blandt andet mælkeprodukter. Dermed havner den stigende mængde mælk fra øget produktion og Ruslands boykot på et allerede mættet verdensmarked.
Den månedlige indvejning i EU ligger for tiden cirka en milliard kg. over niveauet for to år siden ifølge Eurostat. Det svarer til en stigning på omkring otte procent på to år.

fakta_4Mælkemarkedet fungerer ikke
Når en købmand meddeleler sin leverandør, at næste år skal han have færre kartofler, ja så reagerer producenten ved at forsøge at finde en ny køber, og hvis det ikke lykkes, bliver der plantet og produceret færre kartofler. Sådan fungerer et marked, men ikke mælkemarkedet.
Det har nu stået klart i lang tid, at efterspørgslen på mælk ikke modsvarer produktionen ved en omkostningsdækkende pris, og alligevel fortsætter, især europæiske, producenter med at øge produktionen, selv om de ikke har de laveste omkostninger. Det er der mange forklaringer på, som ikke skal gentages her. Det kan blot konstateres, at udviklingen er et tydeligt bevis på, at mælkehandlen ikke fungerer som et balanceret marked.
EU er umiddelbart den eneste store eksportør til verdensmarkedet, som opfører sig ufornuftigt i forhold til verdensmarkedet ved at øge produktionen ved faldende pris. Derfor efterspørger LDM og andre europæiske producentforeninger en kriseregulering, der kan hjælpe med få markedet tilbage på sporet, når kvoteophør og Ruslandsboykot har spoleret markedskræfternes almindelige funktion.

Ophørsordning er billigst
Den billigste måde at hjælpe markedet på er med en ophørsordning, og effekten forventes at være så kraftig, at producenterne sagtens selv kan betale for ordningen, bare EU vil vedtage rammerne for ordningen.
Hvis man tilbød for eksempel 5.000 kr. per ko i slagtepræmie for at ophøre som mælkeproducent, så ville en mia. kr. være nok til at få fjernet køer med en samlet ydelse på omkring 1,5 mia. kg. En mia. kr. svarer til cirka 6,5 øre per kg årsproduktion i EU.
Lige nu ser alle producenter ind i en håbløs fremtid. Ham, som alligevel har planer om at stoppe om måske halvandet til to år, kan foreløbig se frem til et halvt år med underskud, det næste halve år går med at dække underskuddet, og så er der måske indtjening det sidste halve eller hele år. Kunne det ikke tænkes, at han ville holde et år eller to før planlagt?
Blot halvdelen af EU’s 500 mio. euro havde været rigeligt til at give en mærkbar effekt på afregningsprisen, men sådan ville Ministerrådet og Kommissionen det ikke.

Justering kommer
LDM er ikke i tvivl om, at der vil ske en regulering. Spørgsmålet er kun, om det skal ske på den hårde måde med konkurser og tvangssalg, som i væsentlig grad også rammer dygtige landmænd, eller om produktionen kan reduceres reguleret med ”gulerødder” for at skærme dygtige producenter mod tvangsfjernelse.

Argumenterne mod styret regulering er dog mange. Læs modargumenterne her på siden og bedøm selv, hvor tungt de vejer. LDM finder dem for lette.

Opdateret 17.12.2015

Læs også LDM’s holdning til:

Ophørsstøtte

Lov om hold af malkekvæg